Den ny kirke

Det startede med et ønske om en ny kirke. Ikke et lejet lokale i en bygning i Bissensgade i Århus, men en enkelt bygning med det ene formål, at tjene som en kirke.

Men der skulle samles penge ind, for at man kunne finansiere en sådan kirke.
Med bidrag fra alle medlemmerne af Frikirken i Danmark og senere, et pænt lån i en kreditforening, skulle det snart vise sig, at drømmen kunne blive til virkelighed.

Der blev lavet et byggeudvalg, som bestod af: Leif G Jensen, Karin Rasmussen, Anders Henriksen og Bjarne Jensen. De ansatte en arkitekt og sammen udarbejdede de et skitseforslag over kirken, som den måske ville komme til at se ud. Men først skulle den vises til os andre medlemmer af Århus Frikirke, så alle havde mulighed for at give deres mening til kende. Da alle mente, at det var en god skitse, kunne udvalget gå videre med projektet.

Anders Henriksen byggede en miniaturemodel af kirken, som vi kaldte Korskirken. Så kunne man rigtig se, hvordan den ville komme til at se ud.
Men da der havde været arbejdet på projektet et stykke tid, fandt man ud af, at der desværre ikke var penge nok til at bygge lige præcis denne kirke. (På dette tidspunkt var man ikke indstillet på at tage et lån). Byggeudvalget fandt så en ny og billigere arkitekt, som de ansatte i stedet for den tidligere.

De begyndte nu sammen at lave en helt ny kirkeskitse. Denne gang havde byggeudvalget meget mere indflydelse på, hvordan kirken kom til at se ud, end ved den første.
Også denne skitse blev vist til menighedens medlemmer, og også denne gang sagde alle god for den. Anders Henriksen lavede en ny miniaturemodel af den nye kirkeskitse; den blev sat i kirken, så vi kunne gå hen og tage et kig på den.
Denne gang besluttede byggeudvalget at tage et lån i en kredit forening, så der også kunne blive råd til en præstebolig, der ville komme til at ligge ved side af kirken.

Grunden, hvorpå kirken skulle bygges, var allerede fundet og efter en hel del mere arbejde, startede byggeriet ligeså stille.

Først blev stedet ryddet for træer og højt græs. Så blev der gravet, og store jordbunker tårnede sig op. Det lignede egentlig en stor bunke rod mere end noget andet! Men så blev der ryddet lidt op, og stedet blev jævnet, så det ikke længere bare lignede en stor muddermark. Stedet hvor præsteboligen og kirkebygningen skulle ligge, blev markeret, og man begyndte langsomt at kunne se for sig, hvordan det hele ville komme til at se ud.

Præsteboligen tog hurtigt form. Først blev fundamentet lagt, og derefter begyndte byggeriet. Det varede ikke længe, før alle murstene var på plads, og det indvendige arbejde kunne begynde. Da der var masser at lave, var det medlemmer fra kirken der hjalp til her. Der skulle males og vaskes, betongulvet skulle jævnes for uligheder osv. Der blev aftalt nogle dage, hvor man kunne komme og give en hånd med. Det blev f.eks. arrangeret sådan, at ungdomslejren blev holdt på Jakobskolen, der ligger lige ved siden af kirkegrunden, så de unge kunne arbejde på præsteboligen hele den weekend.

Kirken tog ligeså stille form i takt med at præsteboligen blev færdig. Snart kunne Leif, Lis, Tobias og Tea flytte ind i det nye hus. Det varede dog endnu noget tid, før kirkebygningen var helt klar til, at menigheden kunne komme og hjælpe. Men endelig da kirken havde fået vægge, kunne vi gå i gang. Det var nogle af de samme ting, der her skulle gøres, men også en del andet. Der skulle f.eks. på et tidspunkt skovles sand i trillebører, så skulle det køres ind i kirken, hvor det skulle spredes ud over betongulvet i hele kirken, så der derefter kunne lægges mursten. Væggene skulle også males op til flere gange, og så til sidst skulle der fejes sand ned mellem murstenene i gulvet. Dette var dog kun nogle få af de ting, der skulle gøres.

Der var stor hjælpsomhed og begejstring blandt menigheden, det blev bestemt at torsdage og lørdage var dage hvor man kunne komme og arbejde på kirken. Det var dejligt at se, hvordan folk troppede op og ville bruge deres fritid på at hjælpe. Det var jo ikke altid lige sjovt, når det regnede, og der også skulle arbejdes udendørs. Og når der skulle køres tunge trillebører kunne man godt få ondt bagefter. Men i det store hele var det jo dejligt, når man havde været henne og arbejde. Så vidste man, at man da havde hjulpet lidt, og det var en god følelse!
Men det bedste var at se kirken tage form: Hvordan den først bare havde været et betonfundament, men så var blevet til vægge, tag og rum. For tilsidst at blive til en kirke, og at vide at det var man en del af – i hvert fald en lille del af. - Jeg tror også, at det fremover vil gøre glæden ved at bruge kirken så meget større, end hvis man bare havde ansat nogen til at gøre det hele.

Den evangelisk-lutherske Frikirke.